Michael Laudrup stopper i Lekhwiya

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Michael Laudrup stopper som træner for Lekhwiya i Qatar, meddeler Laudrup i en mail. Han kunne ikke blive enig med klubben om en ny kontrakt.

- For et par uger sagde jeg, at jeg gerne ville gøre arbejdet færdigt (læs: Champions League) i Lekhwiya efter sidste års supersæson.

- Desværre var der ting vedrørende kontrakten, som vi ikke kunne blive enige om, og derfor fortsætter jeg ikke i Qatar, skriver Laudrup i en mail til Ritzau.

Han glæder sig over tiden i klubben, som førte flere titler med sig.

- Jeg tager derfra med mesterskabet, pokaltitlen, kvartfinalen i Champions League samt på det personlige plan trofæet som årets træner i Qatar 2014, så på det faglige er jeg mere end tilfreds. Udenfor banen har jeg fået nye oplevelser endnu en gang.

Hvad der nu skal ske, ved Laudrup endnu ikke.

- Hvad angår den nærmeste fremtid, så har jeg endnu ikke taget nogen beslutning, lyder det fra Laudrup.

/ritzau/