Michael Laudrups drenge taber igen

Trods hæderligt fight, blev det igen nederlag til Michael Laudrups Swansea i Premier League søndag eftermiddag.

Hjemme på Etihad Stadium vandt Manchester City 3-0 på en scoring i første halvleg og to i anden.

Den første direkte på frispark af Alvaro Negredo efter kun otte minutter. Swanseas tyske målmand Gerhard Tremmel må nok påtage sig lidt af ansvaret for scoringen. Han stod lidt forkert på frisparket.

Anden og tredje scoring havde Sami Nasri sidste fod på. Ved målet til 2-0, var det ganske vist Nasri, som sluttede flot af, men Yaya Touré lavede de fleste lækkerier i optakten med driblinger og en eminent timet aflevering til Nasri.

Sejrsmålet til 3-0 12 minutter før tid var igen flot sat ind via en aflevering fra højrekanten. Manchester City har scoret imponerende 29 mål i syv hjemmekampe i Premier League i efteråret.

Hjemmeholdet havde endda sendt en advarsel til Laudrups tropper allerede inden, at sekundviseren havde nået en hel omgang på urskiven. Aguero brød igennem, men det blev ved et varselsskud.

Med sejren drager Manchester City nytte af Liverpools nederlag i Hull tidligere søndag, og rykker op på tredjepladsen i Premier League - seks point efter førerholdet Arsenal og to point bag Chelsea, som vandt over Southampton.

I Swansea er mandskabet hårdt trængt af skader til adskillige nøglespillere. Målscorertyper som Michu og Wilfried Bony er således ude, sidstnævnte i længere tid efter skaden, han fik i Europa League tidligere på ugen.

Gæsterne svarede ellers godt igen på Etihad Stadium, og særligt Jonathan De Guzmans forsøg kort før pausen burde have givet udligning til 1-1. Hollænderen tog et par træk, og var pludselig alene med City-målmand Costel Pantilimon, men sparkede over mål.

I London var Chelsea trængt mod efterårets store overraskelse Southampton, men hjemmeholdet vandt alligevel med 3-1.

Southampton kom foran efter kun 13 sekunder. Michael Essien totalkiksede en aflevering, som Jay Rodriguez fik fat i og scorede på.

Gary Cahill og John Terry sørgede for Chelsea-sejr alligevel med to hovedstødsscoringer på syv minutter i anden halvleg. Begge efter hjørnespark, og så øgede Demba Ba til 3-1 kort før tid.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV