Michael Maze gør comeback på den store scene

Skrevet af admin

29/10/2015

Mest læste i dag

Efter en lang skadepause er bordtennisstjernen Michael Maze tilbage med battet på den store klubscene.

Det danske bordtennishold Roskilde Bordtennis, BTK61, med Maze i spidsen skal forsvare de danske farver, når holdet hjemme i Europa Cuppen tager imod Libertas Marinkolor.

Opgøret indledes fredag aften, når Roskilde-mandskabet skal forsøge at slå det kroatiske mesterhold, Libertas Marinkolor, ud i tredje runde i Europa Cuppen.

- Vi har store forventninger til kampen og Mazes comeback på den europæiske scene.

- Vi har et stærkt, rutineret hold, og det er vores ambition som minimum at komme i kvartfinalen, siger Roskildes sportsdirektør, den tidligere landsholdsspiller og europamester Allan Bentsen, i en pressemeddelelse.

Ud over Maze, der i øjeblikket er nummer 46 på verdensranglisten, råder Roskilde Bordtennis også over den stærke kineser Zhai Yujia, nummer 116 på verdensranglisten.

Dertil kommer den rutinerede doublespiller Finn Tugwell samt unge Claus Nielsen, som er ved at spille sig op på ranglisten. Den spillende sportsdirektør, Allan Bentsen, er stadig ved at genoptræne efter en skade.

- Der er lagt op til en spændende dyst. Kroaterne kommer med et internationalt hold med masser af erfaring, men vi håber at kunne matche dem og bringe os videre til fjerde runde, siger Bentsen.

Maze ser frem til atter at stille op på højt niveau.

- Det er mit mål at repræsentere Danmark ved OL i Brasilien næste år. Jeg har været længe væk, derfor er det særdeles gavnligt igen at spille internationale kampe.

- Jeg er optimist og satser på, at vi med publikums opbakning kan spille os til sejren, siger Maze.

Kampen spilles med tre spillere. To spillere spiller to singler, og tredjemanden spiller en single. Der spilles bedst af fem sæt, og tre sejre er nok til samlet triumf.

/ritzau/