Michael Maze imponerer med stort comeback

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Bordtenniseksperterne løfter øjenbryn over Michael Maze i disse dage.

Danskeren har været igennem to operationer, og han har stort set ikke spillet turneringer i 15 måneder på grund af en skade, men han gør comeback med DHS Europe Cup - det som også kendes som Europa Top-12 i Lausanne i Schweiz.

Og han gør det med manér.

Lørdag spillede den tidligere danske europamester sig i finalen ved at besejre den regerende europamester Dmitri Ovtcharov fra Tyskland med 4-2 i sæt.

Siden OL i London havde han kun spillet én turnering, det var EM i Schwechat i Østrig i 2013, og her stillede han kun op i for at holde sin placering på ranglisten.

- I Schwechat var jeg bange for at bevæge mig. Nu er det en helt anden situation, siger Michael Maze til det internationale bordtennisforbunds hjemmeside.

I søndagens finale møder Michael Maze portugiseren Marcos Freitas som var den eneste, han tabte til i de indledende gruppekampe.

- Mod Marcos Freitas fik jeg en dårlig start, men kom tilbage til mit niveau. Jeg tabte i sidste ende på grund af mine tidlige fejl, siger Michael Maze, som ellers glæder sig over succesen:

- Efter et år i helvede ved jeg ikke, hvad jeg kan forvente af fremtiden, men indtil videre nyder jeg hvert øjeblik.

Michael Maze havde inden turneringen sagt, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvor han stod i forhold til konkurrenterne. Nu kan han begynde at sætte sig nye mål.

- Indtil januar næste år forventer jeg ikke det store. Til gengæld håber jeg at være klar til VM i 2015, og jeg vil selvfølgelig prøve at komme med til OL i Rio i 2016.

- Atmosfæren ved de her store turneringer inspirerer mig. Det er dét her, jeg lever for, og jeg vil kæmpe for at komme tilbage på toppen igen.

/ritzau/