Michael Mørkøvs holdkammerat er suspenderet for doping

Skrevet af admin

05/02/2016

Dagens topnyheder

Den Internationale Cykelunion (UCI) har indledt en sag mod rytteren Eduard Vorganov.

Den 33-årige russer, der er holdkammerat med danske Michael Mørkøv på Katusha-holdet, blev den 14. januar testet positiv for det ulovlige præparat meldonium, meddeler UCI på sin hjemmeside.

- Rytteren har ret til at bede om og få analyseret en B-prøve, meddeler UCI.

Meldonium, der kan bruges til at fremme præstationen, har siden årsskiftet stået på listen over forbudte stoffer.

Katusha har allerede reageret ved at suspendere rytteren.

- I henhold til Katushas nultolerancepolitik er Eduard Vorganov blevet suspenderet fra alle holdets aktiviteter med omgående virkning.

- Hvis Eduard Vorganov tog dette stof på eget initiativ, vil Katusha gennemføre en undersøgelse, eftersom en sådan adfærd er i strid med holdets strikse interne regler om medicin og antidoping, meddeler Katusha i en pressemeddelelse.

Sagen er ekstra alvorlig for det russiske cykelhold, fordi det er anden gang inden for et år, at en af holdets ryttere ryger i dopingfælden.

I juli sidste år blev italieneren Luca Paolini testet positiv for kokain.

UCIs disciplinærkomité har endnu ikke taget stilling til eventuelle sanktioner mod Katusha, men holdet kan ende med at blive udelukket fra at køre løb i en periode.

/ritzau/