Michael Phelps klar til forsvar af OL-guld på 100 meter

Skrevet af admin

03/07/2016

Dagens topnyheder

Den amerikanske svømmelegende Michael Phelps er klar til at dyste om medaljer på 100 meter butterfly ved OL i Rio de Janeiro til august.

Ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber vandt han lørdag på distancen ved at sætte årets næstbedste tid i præcis 51 sekunder.

Han kan dermed vinde OL-guld i denne disciplin for fjerde OL i træk.

Den 31-årige superstjerne vendte lørdag i fjerdebedste tid, men på den sidste bassinlængde satte han konkurrenterne på plads og sejrede foran Tom Shields, der indløste billet til Rio i tiden 51,20 sekunder.

Phelps har allerede kvalificeret sig til OL på 200 meter butterfly og 200 meter medley.

Dermed står han med gode muligheder for at øge sin samlede høst af OL-medaljer. Den lyder på 22 medaljer, hvoraf 18 er af guld.

Phelps deltager i Rio ved karrierens femte OL, hvilket ingen amerikansk svømmer før har opnået.

/ritzau/AFP