Michael Rasmussen: En grim dag

Rabobanks ankesag mod Michael Rasmussen betød tirsdag, at han skal tilbagebetale 4,9 millioner kroner, som den tidligere danske cykelrytter havde fået tildelt af retten i 2011.

Kontroversen mellem Rabobank og Michael Rasmussen begyndte, da Kyllingen tilbage i 2007 gjorde krav på 42 mio. kroner som følge af, at Rabobank ifølge Michael Rasmussen uberettiget havde trukket danskeren ud af Tour de France.

I 2011 blev Michael Rasmussen så altså tildelt 665.000 euro, cirka 4,9 millioner kroner, af det hollandske retssystem, men Rabobank appellerede og fik altså tirsdag medhold.

Michael Rasmussen har dagen igennem været tavs, men på sin Facebook-profil skriver han tirsdag aften:

- Jeg troede efterhånden, at min del af livets hårde dage var blevet udstedt. Dagen i dag har vist, at der i hvert fald minimum var yderligere en af de grimme i vente. Afmagt, rådvildhed og en hel del tuderi har været overskriften på den, skriver han.

I øjeblikket er Michael Rasmussen medejer af det danske cykelhold Christina Watches-Onfone.

Over for sporten.dk forklarede den anden medejer, Claus Hembo, tidligere på dagen, at dommen ikke vil få nogen indflydelse på det fremtidige samarbejde.

- Det får overhovedet ingen konsekvenser. Christina og jeg har fra starten i 2012 sagt, at vi vil passe på Michael Rasmussen. Og det ændrer det her ikke på. Tværtimod.        

Dagens Gossip