Michael Rasmussen må betale 4,3 millioner kr.

Den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen skal betale 4,3 millioner kroner tilbage i erstatningssag mod det tidligere cykelhold Rabobank, skriver den hollandske avis De Telegraaf.

Tirsdag tabte Michael Rasmussen retssagen ved retten i Arnhem.

Sagen handler kort fortalt om, at Michael Rasmussen søgte erstatning for de økonomiske tab, han led, da Rabobank valgte at trække ham ud af Tour de France i 2007. Rasmussen lå ellers til at vinde løbet.

Det var sagen om Michael Rasmussens fejlagtige "whereabouts"-meldinger, der fik det hollandske hold til at sende danskeren hjem.

Men Rasmussen mener, at Rabobank var klar over, at han i juni 2007 opholdt sig i Italien og ikke i Mexico, som hans whereabouts påstod.

Danskeren fik i 2008 tildelt 5,2 millioner kroner i erstatning i det hollandske retssystem, men den afgørelse valgte både Rasmussen og Rabobank at anke.

Den danske rytter krævede omkring 40 millioner kroner. Rabobank ville ikke betale en eneste krone.

/ritzau/

Dagens Gossip