Michael Rasmussen er i øjeblikket i gang med sin anden karantæne i cykelsporten.
Karrierens første karantæne fik han i 2007, da danskeren blev flået ud af Tour de France iført den gule førertrøje, fordi han havde rod med sine whereabouts.
- Det værste var, at jeg blev fjernet fra det miljø, jeg var en del af. Fjernet fra den identitet, jeg havde. At jeg ikke kunne få lov at gøre det, jeg elskede allermest, siger Michael Rasmussen, der er bogaktuel med selvbiografien "Gul feber".
I sin bog anklager Michael Rasmussen både nuværende og tidligere cykelryttere for doping.
Han beskriver desuden igen, hvordan han havde selvmordstanker efter nedturen i Touren.
- Der er jo folk, der dør af antidoping. Der er sgu ingen, der dør af doping. Pantani (tidligere italiensk cykelstjerne Marco Pantani, red.) er et tydeligt eksempel. Alberto Leon (tidligere spansk rytter, red.) hængte sig selv.
- Der er jo flere. Det er jo ret tydeligt, at folk render ind i depressioner. Pantani havde seks forskellige retssager kørende. Nøjagtigt som jeg selv blev udstillet i ekstrem grad og gjort til syndebuk, siger Michael Rasmussen.
Pantani blev fundet død i 2004 på grund af en overdosis kokain. I 1999 blev italieneren flået ud af Giro d'Italia iført førertrøjen, fordi hans hæmatokritværdi var over det tilladte.
- Det øjeblik, han blev hevet ud, havde han 50,2 i hæmatokrit. Ham der lå nummer to, havde 49,9 (50 var grænsen, red.). Det er jo noget pjat.
- Verden bliver ikke noget bedre sted, fordi han bliver fjernet. Jeg tror heller ikke, man kan overbevise nogen om, at Tour de France blev et bedre sted, fordi jeg blev pillet ud, siger Michael Rasmussen.
/ritzau/
