Michael Rasmussen: Rolf gav mig doping på hotelværelse

Eks-cykelrytteren Michael Rasmussen fik doping af sin tidligere kollega Rolf Sørensen, da de boede på værelse sammen under et cykel-VM i Portugal.

Det skriver Michael Rasmussen ifølge Politiken i sin nye biografi "Gul feber", der udkommer på mandag.

- Fredag aften, to dage inden løbet, gik han over i fryseren på hotelværelset og hev en enmillimeterampul med synacthen (forbudt kortison-præparat, red.) frem, skriver Rasmussen i bogen ifølge Politiken.

- Han tømte indholdet ned i insulinsprøjten og gav mig 0,15 milliliter. Jeg var kommet i professionelt selskab, lyder det.

Kyllingen i ny bog: Riis vidste at jeg dopede mig

Det var ifølge Michael Rasmussen første gang, at han prøvede synacthen.

Rolf Sørensen, som i dag er cykelkommentator på TV 2, ønsker ikke at kommentere beskyldningerne i "Gul feber", skriver Politiken.

Rolf Sørensen er Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiderne med over 50 sejre i karrieren. Herunder OL-sølvmedaljen i 1996.

Han indrømmede tidligere på året, at han periodevis benyttede epo i sin aktive karriere i 1990'erne. I enkelte tilfælde har han også benyttet stoffet kortison, lød det.

Michael Rasmussen valgte tidligere på året at indrømme, at han har været dopet i stort set hele sin karriere - også i sin tid på Riis-mandskabet CSC-Tiscali i 2002.

Han har også valgt at samarbejde med de danske antidopingmyndigheder, der er i gang med at undersøge, hvorvidt man kan åbne en sag mod Riis.

Ifølge BT og Berlingske fortæller Rasmussen i "Gul feber", at holdejer Bjarne Riis med egne øjne så ham tage doping og i øvrigt var vidende om, at der foregik udbredt doping med assistance fra holdets læger.

I efteråret 2012 skrev Tyler Hamilton i sin bog "Det hemmelige løb", at det var Riis, der opfordrede ham til at prøve bloddoping og som introducerede ham til den berygtede spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes.

Bjarne Riis har siden givet udtryk for, at han ikke kender Fuentes og har i øvrigt afvist alle beskyldninger.

/ritzau/

Dagens Gossip