Michael Schumacher forlader hospitalet

Skrevet af admin

09/09/2014

Dagens topnyheder

Den syvdobbelte Formel 1-verdensmester Michael Schumacher, der i flere måneder lå i koma, forlader hospitalet i Lausanne og vender tilbage til sit hjem i Schweiz, oplyser familien i en pressemeddelelse til en række nyhedsbureauer.

Michael Schumacher forulykkede på ski den 29. december 2013 og slog hovedet voldsomt efter mødet med en sten. Herefter blev han lagt i kunstigt koma, hvor han lå i knap 170 dage.

- Der venter en lang og svær vej forude, udtaler Schumachers manager, Sabine Kehm, i pressemeddelelsen.

- Derfor finder Michaels genoptræning sted i hans hjem. De alvorlige skader taget i betragtning har der været fremskridt i de seneste uger og måneder, lyder det fra manageren.

I juni kunne den 45-årige tysker forlade hospitalet i franske Grenoble, hvor han lå i seks måneder for at blive behandlet for alvorlige hjerneskader. Derefter blev han flyttet til hospitalet i Lausanne for yderligere genoptræning.

Schumacher gennemgik to operationer, inden han blev lagt i kunstigt koma. Lægerne begyndte i slutningen af januar langsomt at vække tyskeren.

Han vandt i sin aktive karriere 91 Formel 1-løb og blev verdensmester i 1994 og 1995 samt fem gange i træk fra 2000 til 2004.

/ritzau/