Michael Schumachers kone: Det går fremad

Det går fremad med tilstanden hos den tidligere Formel 1-verdensmester Michael Schumacher, fortæller hans kone, Corinna Schumacher, til det tyske magasin Neue Post.

- Der går bedre med ham, langsomt selvfølgelig, men uanset hvad går det fremad, siger hun til ugemagasinet.

Det er hendes første offentlige kommentar, siden Michael Schumacher forulykkede på ski den 29. december 2013 og slog hovedet kraftigt efter mødet med en sten. Herefter blev han lagt i koma i knap 170 dage.

Det har været sparsomt med de gode nyheder om Michael Schumacher undervejs, og mange eksperter har tvivlet på, om han ville komme på benene igen.

I slutningen af januar nedtrappede lægerne langsomt medicinen for at trække ham ud af kunstig koma, og i april forlød det fra hans manager Sabine Kehm, at han kunne vågne op.

Siden var det sparsomt med oplysninger fra officielt hold, mens en strøm af rygter berettede om både det ene og det andet i forhold til hans fysiske tilstand.

I sidste måned kom meldingen så, at den 47-årige Formel 1-legende var taget ud af koma og flyttet til universitetshospitalet i den schweiziske by Lausanne, hvor han bliver behandlet og genoptrænet af specialister.

Flere spillere fra det tyske fodboldlandshold har under VM udtalt, at de ønsker at vinde VM for den tidligere racerkører, der selv er meget fodboldinteresseret.

Michael Schumacher vandt i sin aktive karriere 91 grandprixer og blev verdensmester syv gange.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip