Michael Valgren er mega nervøs før Tour-debut

Skrevet af admin

29/06/2015

Mest læste i dag

Cykelrytteren Michael Valgren blev mandag endegyldigt udtaget til Tinkoff-Saxos hold til Tour de France, der begynder lørdag i Utrecht.

Den 23-årige dansker er både spændt og nervøs inden sin første optræden i det prestigefyldte etapeløb. Det siger han til DR Sporten.

- Jeg er mega nervøs og mega spændt. Jeg skal ned og køre med Alberto (Contador, red.), der har en målsætning om at vinde, og det gør mig ikke mindre nervøs, for jeg vil nødig lave fejl.

- Det er en kæmpestor dag, det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Det er ligesom Tour de France, man har drømt om at se sig selv køre. Så at skulle ned og køre det selv er ubeskriveligt, siger han.

Han fortæller videre, at han i sidste uge fik en mere klar fornemmelse af, at han skulle med, da han fik sin flybillet.

I løbet kommer Valgren til at være hjælperytter for Alberto Contador, der kæmper for sejren i klassementet, lige som han kan hjælpe sprinteren Peter Sagan på de flade etaper.

Valgren er eneste dansker på Tinkoff-Saxos Tour-hold, der ud over de allerede nævnte består af Rafal Majka, Roman Kreuziger, Michael Rogers, Ivan Basso, Daniele Bennati og Matteo Tosatto.

Ud over Valgren bliver den danske Tour-fane også holdt højt af Lars Bak og Jakob Fuglsang, der er med for henholdsvis Lotto Soudal og Astana.

/ritzau/