Michael Valgren skal hjælpe Contador i Catalonien

Skrevet af admin

22/03/2015

Mest læste i dag

Den danske mester i landevejscykling, Michael Valgren, er med på det otte mand store hold, der repræsenterer Team Tinkoff-Saxo ved Catalonien rundt, som køres fra mandag til søndag i næste uge.

I det hele taget er det et yderst stærkt hold, som Tinkoff-Saxo sender af sted i etapeløbet.

Foruden kaptajn Alberto Contador, der forbereder sig frem mod Giro d'Italia, er Ivan Basso, Michael Rogers, Rafal Majka, Sérgio Paulinho, Jesus Hernandez, Robert Kiserlovski og altså Michael Valgren på Tinkoff-Saxos holdkort.

Contador roser sit på papiret stærke hold.

- Jeg er meget glad for det hold, vi har til Catalonien rundt. Men vi må vente og se, hvor hård bjergetapen til La Molina bliver. Uanset hvad tror jeg, at bonussekunderne bliver afgørende i løbet, siger Contador.

Den spanske stjernerytter er dog ikke helt i topform. Han har stadig efterveer fra det våde italienske etapeløb Tirreno-Adriatico, der sluttede tirsdag. Her blev Contador samlet nummer fem.

- Jeg tager til Catalonien rundt efter et par dages hvile oven på Tirreno. Jeg har været småforkølet efter de to regnvejrsetaper i Italien, men jeg håber, at jeg er helt restitueret til begyndelsen af løbet.

- Min ambition er at sikre et godt resultat, men først og fremmest skal jeg bygge på min form forud for Giro d'Italia, siger Alberto Contador.

Sidste år blev Alberto Contador samlet nummer to i Catalonien Rundt. Joaquim Rodriguez fra Team Kathusha vandt, men han har i år meldt afbud med en mavevirus.

/ritzau/