Michaelsen forlænger som sportsdirektør hos Tinkoff-Saxo

Skrevet af admin

08/08/2015

Dagens topnyheder

Tinkoff-Saxo-holdet er ikke længere dansk, og den tidligere ejer Bjarne Riis er også fortid på holdet. Men det vil fortsat have dansk islæt i den sportslige ledelse.

En af holdets sportsdirektører, Lars Michaelsen, bekræfter over for DR, at han fortsætter i jobbet i næste sæson også.

Han har forlænget sin kontrakt til udgangen af 2016.

- Vi har et godt fællesskab og et rigtigt godt team. Jeg kan lide mit arbejde. Om chefen hedder Oleg Tinkov eller Bjarne Riis, det må jeg prøve at forholde mig til, men jeg forsøger at yde mit bedste for holdet, siger Lars Michaelsen til DR.

Den 46-årige Michaelsen har siden 2008 været sportsdirektør på det daværende Team CSC-Saxo Bank.

Året forinden indstillede han sin aktive karriere, som han sluttede på samme hold.

/ritzau/