Michelin-stjerner drysser over Aarhus

Tre restauranter i Aarhus får som de første danske restauranter uden for København en Michelin-stjerne.

Det er blandt andet restaurant Frederikshøj med stjernekokken Wassim Hallal i spidsen, der får en stjerne i årets nye nordiske guide fra Michelin.

De andre to er Gastrome og Substans.

- Den nye bølge af det skandinaviske køkken har virkelig løftet niveauet i denne del af verden, siger Rebecca Burr, redaktør for Michelin Guide Nordic Cities.

- Aarhus er en levende by med et varieret udbud af gastronomi, mens det frugtbare Skåne giver Malmø et rigt udvalgt af kvalitetsråvarer lige uden for byporten.

Det er første gang Michelin præsenterer sin helt nye, samlede guide for Norden - Guide Michelin Nordic Cities 2015. Hidtil er stjernerne kun uddelt i millionbyerne København, Stockholm, Göteborg, Helsinki og Oslo.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV