Michelin-stjerner signalerer fornyelse

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Michelin-guiden er blevet hurtigere til at give stjerner til nye restauranter og har taget et skridt væk fra det konservative udgangspunkt.

Det konkluderer redaktøren for Den Danske Spiseguide, Bent Christensen, efter onsdagens stjernedrys.

- Det er positivt, at Michelin honorerer restauranter, der har haft et liv på mindre end seks måneder. Det betyder formodentligt, at de efterhånden lever i år 2014, hvor tingene går stærkere, end de gjorde før i tiden, siger han til Ritzau.

Redaktøren refererer til de tre nye stjernerestauranter, Clou, Marchal og Studio, som alle er åbnet inden for de seneste 18 måneder - Studio så sent som i oktober.

- Michelin har før i tiden sagt, at det helt klart var en styrke, hvis man viste vedholdende kvalitet over flere år. Men det har de fraveget her. Det er overraskende, men glædeligt, at de er blevet moderne, siger Bent Christensen.

Han mener også, at Michelins nye ståsted kan forklare, at Danmarks første Michelin-restaurant, Kong Hans Kælder, har mistet sin stjerne efter 31 år i guiden.

- De har haft den i mange år, og det er hæderværdigt, men de har ikke kunnet kæmpe sig til stjerne nummer to. Måske er det ikke længere nok at have vedvarende kvalitet over mange år, påpeger Bent Christensen.

- Niveauet på Kong Hans har været højt i mange herrens år, men det har været forudsigeligt, hvor der i de senere år har været en trend mod at gøre køkkenet lettere, mere moderne og mere teknisk inspireret, tilføjer han.

Han mener også, at restaurantens afgående chefkok, Thomas Rode Andersen, og hans begejstring for stenaldermad kan spille en rolle i forhold til den slukkede stjerne.

- Han er begyndt at markedsføre en anden form for gastronomi end den, Michelin står for. Det, tror jeg ikke, har bekommet dem vel. Samtidig forlader han stedet, og de to ting slået sammen kan have kostet stjernen, siger Bent Christensen.

Han må samtidig konstatere, at hverken Noma eller Geranium fik den tredje stjerne, han mener, de fortjener.

- Men det kan jo være, at de benytter lejligheden, når den nye guide for Norden udkommer næste år, til skrue op for stjernerne, så de kan sælge nogle flere guider. Michelin er trods alt en virksomhed, påpeger Bent Christensen.

/ritzau/