Michelle Obama har ingen politiske fremtidsplaner

Den amerikanske førstedame, Michelle Obamas, fremtid ligger ikke inden for politik, når hun sammen med sin mand forlader Det Hvide Hus efter Barack Obamas anden periode som præsident.

Det fastslår Michelle Obama, som maner rygter i jorden om, at hun følger i fodsporene på sin forgænger, Hillary Clinton.

Ved et arrangement, der skal promovere familievenlig politik på arbejdspladsen, svarer hun ifølge tv-stationen ABC på, om hendes næste karriereskridt vil være af politisk karakter.

- Nej, det vil ikke være politisk. Det vil det helt sikkert ikke. Det vil blive med udgangspunkt i enkeltsager og servicefokuseret, lyder det fra førstedamen.

Kommentaren kan være blevet affødt af de seneste spekulationer om, at Michelle Obama overvejer at gå efter en plads i Senatet, når hendes mand forlader Det Hvide Hus i begyndelsen af 2017.

I sin tid i præsidentboligen har Michelle Obama stået i front for blandt andet bekæmpelse af fedme hos børn og har arbejdet for at gøre skolemad sundere. Hun er uddannet advokat.

Hillary Clinton, som var den amerikanske førstedame under præsident Bill Clinton, blev valgt ind i Senatet i år 2000, netop som hendes mand afsluttede sin anden valgperiode. Senere blev hun udenrigsminister under Barack Obama efter at have tabt ræset om at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2008.

I en undersøgelse fra begyndelsen af året placerede Michelle Obama sig på en femteplads over de mest populære førstedamer i USA's historie. Det var akkurat én plads foran Hillary Clinton.

Eleanor Roosevelt blev kåret som den mest populære førstedame nogensinde.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip