Mick Jagger genopliver Elvis Presley

Mick Jagger og Kevin Macdonald får nu Elvis Presley til at genopstå - på biograflærredet. Rolling Stones-forsangeren producerer en filmbiografi om rockkongen og Macdonald har netop sagt ja til at sætte sig i instruktørstolen.

Projektet med titlen »Last Train to Memphis« baseres på Peter Guralnicks biografi fra 1994 om Presleys gennembrud og de tidlige år i hans karriere på musikscenen.

Den britiske filmskaber stod også bag kameraet på »The Last King of Scotland«, der indbragte Forest Whitaker en Oscar for hovedrollen.

Ifølge brancheavisen Daily Variety har Jaggers produktionsselskab Jagged Films hyret manuskriptforfatteren John Fusco til at bearbejde biografien.

Castingen tager Jaggers samarbejdspartner Fox 2000 sig af. Jagten er gået ind på en velsyngende skuespiller, der kan udfylde rollen som den unge Elvis.

Stones-forsangeren arvejder i øvrigt på en musikfilm mere. Han er også i gang med at producere »Get on Up« om James Brown.

På dette projekt arbejder Jagger sammen med »Niceville«-instruktøren Tate Taylor.

Dagens Gossip