Microsoft i priskrig med Apple og Samsung

Hvis man stopper 1000 smartphone-ejere og spørger dem, hvilket styresystem deres telefon har, så vil de 850 svare "Android", 119 vil svare "Apples iOS", mens kun 27 vil svare "Windows Mobile", der er styresystem på Nokias smartphones.

Den statistik, som stammer fra analysefirmaet Strategy Analytics, vil selskabet bag Windows Mobile, Microsoft, nu have lavet om på. Tidligere i år smed den amerikanske it-gigant mere end 40 milliarder kroner på bordet og overtog den finske mobilproducent Nokia.

Og Nokias første udspil efter den handel viser, at Microsoft er klar til en priskrig. Således bliver den nye topmodel, Lumia 830, sendt på markedet til en pris på godt 2500 kroner før moms. Det er tæt på halv pris i forhold til de tilsvarende modeller fra Samsung og Apple.

Ifølge Microsofts mobildirektør, Chris Weber, er Microsofts første Nokia-telefon, selv om den er i en lavere prisklasse, helt på niveau med de største konkurrenter.

- Den matcher helt flagskibskonkurrenterne fra Samsung og Apple, sagde han, da telefonen blev præsenteret i forbindelse med den store forbrugerelektronikmesse IFA, der åbner i Berlin fredag.

Om det så skal lykkes Microsoft at sparke liv i den engang så dominerende finske mobilproducent, er en anden sag.

Ifølge Thomas Husson fra analysefirmaet Forrester er Microsofts strategi umiddelbart rigtig. Men opgaven er alligevel svær.

- Det er et skridt i den rigtige retning, men det er afgørende, at Microsofts styresystem bliver så stort, at man begynder at betragte det som noget, man skal med på, siger han til Reuters.

Han henviser samtidig til, at det i dag kun er Android og iOS, der nyder det privilegium.

I markedet er man dog overbevist om, at Microsoft er klar til at bruge kræfter på at fastholde strategien. Den nye topchef, Satya Nadella, har da også understreget, at virksomheden først og fremmest fokuserer på mobile løsninger og cloudservices.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV