Microsoft laver en Google

Tilbage i 2012 købte søgegiganten Google det amerikanske selskab Motorola for 12,5 milliarder dollar. I nat annoncerede Nokia og Microsoft, at den flirt, de har kørt i en længere periode, bliver til et højhelligt ægteskab, hvor Microsoft skal betale finnerne 7,56 milliarder dollar i medgift.

Og de to handler kan i høj grad sammenlignes. Både Motorola og Nokia sidder nemlig på et væld af patenter, som er mange penge være i søgsmål og intellektuelle rettigheder.

»Både Nokia og Motorola var nogle af de første på markedet og har haft en stor portefølje af helt grundlæggende patenter. Derfor er de interessante nu, hvor selskaberne sagsøger hinanden på kryds og tværs«, siger Morten Imsgard, der er teleanalytiker i Sydbank.

Motorola blev grundlagt i 1928, men er ung i forhold til finske Nokia, der blev grundlagt i 1865 og producerede sine første kommercielle telefoner i 1980erne.

»Hos Microsoft har man været interesseret i at få kontrol med både hardware og software. Samtidig vil man have fat i den enorme patent-portefølje, som Nokia sidder på. Alle de verserende sagsanlæg understreger, hvor centralt det er, at man har patenter,” siger Morten Imsgard.

Patenter en god forretning?

Morten Imsgard mener dog, at det endnu er for tidligt at vurdere, om Googles køb af Motorolas patenter sidste år har været en god forretning, hvilket også er tilfældet med Microsoft.

»Det er for tidligt at vurdere, om det var en god forretning for Google, da patenter er en meget diffus størrelse. Det er svært at vurdere, hvornår de bliver brugt. Og i forhold til hardware-delen, så har de jo ikke rigtig foretaget sig noget endnu,« siger Morten Imsgard.

»Men der er ingen tvivl om, at patenterne er vigtige for Microsoft og Google,« siger han.

Hvem vil lege med Microsoft?

Et andet spørgsmål, der trængte sig på, da Google sidste år købte Motorola, var, hvilken betydning det ville få for de andre mobilproducenter, der lavede telefoner med Android. Producenter som Sony, Samsung og HTC blev bekymrede for, at Motorola ville få en fordel.

Og hvis Googles køb af Motorola dengang gav anledning til bekymring, så må Microsoft og Nokia-ægteskabet give decideret hovedpine, vurderer Morten Imsgard.

»Købet af Nokia er strategisk og de andre producenter kan med rette være bekymrede. Men man kan også vende den om. Microsoft skal nok være bekymrede for, om producenterne vil arbejde sammen med dem, når de kan se, at de får en sekundær rolle i det her,« siger Morten Imsgard.

»De kommer formentlig til at stå alene på markedet med det her opkøb. Når Windows Phone ikke er mere attraktiv rent kommercielt, så vil nogen måske tænke, at de er bedre stillet med Android,« siger Morten Imsgard.

Microsofts officielle udmelding er, at man vil fortsætte samarbejdet med de øvrige producenter.

“Vores software-gruppes opgave er at gøre det muligt for vores hardware-partnere at lave nyskabelser og brænde igennem på Windows-platformen,” skriver en af Windows topchefer, Terry Myerson i et blogindlæg.

Hos HTC vil man vurdere situationen og har ikke nogle kommentarer på nuværende tidspunkt.

Dagens Gossip

Dagens TV