Microsoft-topfolk vil fortsætte i bestyrelsen

To topfolk i den amerikanske softwaregigant Microsoft står til at fortsætte i bestyrelsen, selv om flere aktionærer mener, at de står hindrende i vejen for, at Microsoft kan udvikle sig og vende tilbage til fordums storhed.

Både bestyrelsesformand og medstifter Bill Gates og afgående topchef Steve Ballmer - begge er de 57 år - ser ud til at blive genvalgt, når Microsofts aktionærer 19. november mødes til den årlige generalforsamling. Her skal også Microsofts køb af den pressede, finske mobilgigant Nokias mobilforretning endeligt vedtages, så Microsoft kan overtage kontrollen fra begyndelsen af 2014.

Investorer: Ny ledelse nødvendig

Bill Gates og Steve Ballmer har gennem de senere år fået stadig mere kritik fra aktivistinvestorer, som mener, at der må en ny ledelse til for at bringe Microsoft ud af hængedyndet og op på de høje nagler igen - tilbage til tiden, fra før Apple og Google revolutionerede teknologiverdenen og satte smartphonetelefoner i centrum for alles dagligdag. Her har Microsoft ikke kunnet følge med og lider nu under, at PC-salget dykker. Netop PCerne har ellers været en fast indtægtskilde for Microsoft, idet styresystemet Windows ligger forinstalleret på langt de fleste PCer.

Tre endnu anonyme aktionærer har tidligere luftet deres utilfredshed med Bill Gates, som ifølge dem var langt bedre, da han fór rundt og udtænkte nye teknologiske løsninger, end nu hvor han er bestyrelsesformand. Bill Gates trådte i 2000 tilbage fra topposten og overlod den til Steve Ballmer, som for nogle måneder siden meddelte, at han inden august 2014 går af.

Ingen afløser fundet

En afløser er ikke udpeget, men mange navne er i spil, og Steve Ballmer sagde i september på et møde med børsanalytikere, at han regner med at forblive i selskabet som en engageret investor. Bill Gates er fortsat Microsofts største enkeltaktionær med en ejerandel på 4,5 procent, som han dog langsomt trapper ned efter en plan. Steve Ballmer er nummer to med en ejerandel på fire procent.

Dagens Gossip