Middelfart Kommune får åbne postlister

Skrevet af Redaktionen

24/01/2013

Dagens topnyheder

 Postlisterne kommer, for at skabe større åbenhed omkring kommunens virke.

Åbenhed og god sagsbehandlingsskik går hånd i hånd, hvis man spørger kommunaldirektør Steen Vinderslev. Han ser frem til kommunens posterlister bliver åbne.

- Jeg håber mange vil opleve en større åbenhed omkring kommunens opgaver, når de kan følge med på postlisterne. Især pressen har længe haft det på ønskelisten. Direktionen ønsker at skabe mere åbenhed omkring Middelfart Kommunes aktiviteter, og det kan postlisterne bidrage til, siger Steen Vinderslev.

Selvom mange kommuner i dag har åbne postlister, så er det ikke et krav. Men kommunaldirektøren har en forventning om, at de åbne postlister bliver et krav til alle kommuner med den nye offentlighedslov, som forventes vedtaget i 2013.

- Jeg tror, vi vil se flere krav til at kommunerne dokumenterer deres aktiviteter, så nu er vi med de åbne postlister på forkant. Som kommune kan vi altid arbejde på større åbenhed, slutter Steen Vinderslev.