Middlesbrough rykker op i Premier League efter remis

Skrevet af admin

07/05/2016

Dagens topnyheder

Efter sommerpausen skal der igen spilles Premier League på Riverside Stadium.

Det står klart efter lørdagens sidste runde i Englands næstbedste fodboldrække, The Championship. Her spillede Middlesbrough 1-1 hjemme mod Brighton i en direkte kamp om en oprykningsplads, og det var nok til at sikre oprykningen.

Den uruguayanske angriber Cristhian Stuani sørgede med et mål efter 19 minutters spil for, at Middlesbrough lagde gæsterne under pres.

Kort inde i anden halvleg udlignede Brightons Dale Stephens med et hovedstød fra en spids vinkel, og kort efter kom Stephens igen i fokus.

Denne gang var det dog i negativ hovedrolle, da han fik direkte rødt kort for en stempling på Gastón Ramírez. Uheldige Ramirez fik en dyb flænge i benet og blev båret fra banen.

Over en halv time skulle Brighton altså spille i undertal, samtidig med holdet havde brug for at fremtvinge mindst én scoring for at sikre oprykning. Det lykkedes ikke.

Middlesbrough havde længe været på kurs mod en sikker oprykning, men tre uafgjorte kampe på stribe inden nøglekampen mod Brighton havde bragt spænding tilbage i oprykningskampen.

I engelske medier anslås lørdagens sejr til at have en værdi på over 1,5 milliarder kroner på grund af de mange tv-penge, som en oprykning medfører.

Middlesbrough rykkede ud af Premier League i 2009. På det tidspunkt havde klubben spillet i den bedste engelske række 11 sæsoner i træk.

Allerede mandag rykkede Burnley op i Premier League.

Brighton kan fortsat rykke op i Premier League. Sammen med Hull, Derby og Sheffield Wednesday spiller Brighton om én oprykningsbillet de kommende uger.

Den danske landsholdsspiller Lasse Vibe udnyttede sidste spillerunde til at lave sit sæsonmål nummer 14, da han sammen med Brentford vandt udekampen over Huddersfield med 5-1.

/ritzau/