Midtbanedynamo ofrer sig gerne for U21-landsholdet

Skrevet af admin

18/06/2015

Mest læste i dag

Lasse Vigen Christensen har det med at indtage en vigtig rolle på det danske U21-landshold i fodbold.

Fulham-spilleren blev dansk topscorer i EM-kvalifikationen med fem mål, og onsdag aften blev han skiftet ind efter 25 minutter i Danmarks første kamp ved EM-slutrunden i Tjekkiet.

Midtbanespilleren kom ind på et hold, der ikke fungerede optimalt i første halvleg, men i de sidste 45 minutter fik Danmark vendt 0-1 til en sejr på 2-1 over Tjekkiet i Prag.

Det skyldtes også en stærk præstation fra Lasse Vigen, men den betyder mindre for ham end sejren og de tre point.

- Vi vandt, og det betyder mest for mig. Jeg er en holdspiller, og det kan måske nogle gange gå lidt ud over min egen præstation, siger han.

Lasse Vigen opererer sædvanligvis over næsten hele banen, men han indstillede sig på en anden rolle end den vanlige på U21-landsholdet, da han kom ind.

Det skyldtes, at holdets sædvanlige balancespiller på den defensive midtbane, Andreas "AC" Christensen blev rykket ned i midterforsvaret, da Frederik Sørensen måtte lade sig udskifte med Lasse Vigen på grund af en skade.

- Der var gode muligheder for at gå med frem, men det var en lidt anden rolle. Normalt har jeg "AC" bag mig, hvilket giver lidt mere plads til at komme med frem.

- Jeg kan spille på mange forskellige måder, og jeg ofrer gerne min egen præstation for holdet. Og så er det dejligt, når det bliver belønnet, siger Fulham-spilleren.

Lasse Vigen har ikke spillet en kamp på klubplan siden slutningen af februar, hvor han blev skadet.

En stærk præstation i 2-2-testkampen mod Sverige i Lyngby sidste torsdag gjorde ifølge mange iagttagere ham til et oplagt valg til startopstillingen mod Tjekkiet, men sådan blev det ikke.

- Jeg var skuffet, men det er lidt ligegyldigt nu. Jeg har spillet mange kampe, og Jess Thorup (U21-landstræner) ved godt, hvad jeg kan.

- Det eneste, jeg kan gøre, når han vælger, at jeg skal starte på bænken, er at komme ind og være med til at hente tre point. Så må jeg snakke med fødderne, og det fik jeg heldigvis lov til, siger Lasse Vigen.

/ritzau/