Midtjyder er bedst til at udnytte velfærdsteknologien

Der er store forskelle på, hvor gode kommunerne er til at få gevinster ud af at bruge den såkaldte velfærdsteknologi, altså teknologiske løsninger og intelligente systemer, som bliver brugt af borgere, som ikke kan klare sig selv. Det viser en ny undersøgelse fra Rambøll, skriver den uafhængig tænketank Mandag Morgen.

Region Midtjylland er det eneste sted, hvor over 40 procent af de offentlige topchefer vurderer, at den nye teknologi fører til effektiviseringer. I den modsatte ende befinder kommunerne i Region Syddanmark sig. Her oplever kun otte procent af topcheferne, at der har været gevinster at hente.

Når kommunerne i Midtjylland er bedre til at høste resultater på velfærdsteknologien, er det sandsynligvis fordi, at de midtjyske kommunaldirektører prioriterer borgernes behov højere end de umiddelbare besparelser, vurderer markedsdirektør Ejvind Jørgensen fra Rambøll:

»Det er nu engang en forudsætning for at opnå vedvarende fordele ved velfærdsteknologi. I de midtjyske kommuner prioriterer godt to ud af tre kommunale topledere kundefokus højt, mens det kun gælder lidt under hver anden for landet som helhed,« siger han til Mandag Morgen.

I aftalen om næste års kommunaløkonomi, der faldt på plads i juni, besluttede regeringen og kommunerne at sætte tal på de økonomiske gevinster ved blandt andet at udskifte lifte, installere vasketoiletter og bruge spiserobotter, der kan gøre borgere med svage arme og hænder mere selvhjulpne.

Når de nye teknologier om tre år bliver brugt i samtlige kommuner, vil det ifølge aftalen spare kommunerne for 500 millioner kroner, skriver Mandag Morgen.

Dagens Gossip