Midtjysk måltørke hjælper Aalborg til sejr i topopgør

Skrevet af admin

12/02/2015

Mest læste i dag

Aalborg Håndbold er godt på vej til at nappe andenpladsen i grundspillet af Boxer herreligaen, hvor KIF Kolding København for længst har sat sig tungt på førstepladsen.

I topopgøret torsdag aften sejrede nordjyderne på hjemmebane over Midtjylland med cifrene 23-20.

Aalborg med nu 32 point lægger dermed afstand til forfølgerne. Bjerringbro-Silkeborg og torsdagens modstander, Midtjylland, følger efter med 27 og 25.

Midtjylland magtede ikke at score i kampens første 10 minutter, og det udnyttede Aalborg til tidlig føring på 3-0.

Det blev i det hele taget en målfattig første halvleg, hvor hjemmeholdet kunne gå til pause foran 9-6.

Aalborg holdt komfortabel føring i det meste af anden halvleg og afviste til sidst Midtjylland, der kom på 19-21 med seks minutter tilbage.

Martin Larsen blev med fem scoringer topscorer for vinderholdet, mens Vignir Svarvarsson på den konto var mest fremtrædende for taberne med ligeledes fem mål.

/ritzau/