Midtjyske CL-helte slider sig til sejr over bundprop

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Når man er i stand til at besejre et af verdens bedste klubhold på udebane i Champions League, må man også kunne forvente en sejr over den hjemlige ligas absolutte bundprop tre dage senere.

Men hvis nogen troede, håndboldkvinderne i FC Midtjylland ville komme let og smertefrit til de to point mod pointløse Sønderjyske, tog man fejl, for danmarksmestrene måtte arbejde hårdt for 27-25-sejren i Sønderborg onsdag aften.

Midtjyderne kom nemlig sløjt fra land, som om armene ikke var kommet helt ned efter den imponerende sejr over Györi i søndags.

Efter 16 minutters spil måtte træner Helle Thomsen tage timeout efter at have set sine spillere komme bagud 5-8, og selv om spilstoppet indledningsvis fik rusket noget op i danmarksmestrene, lykkedes det ikke for alvor at skabe et forspring.

Ved pausen var midtjyderne foran med 13-12, men ti minutter inde i anden halvleg var stillingen helt lige igen.

Først da Susan Thorsgaard to minutter før tid sørgede for en tremålsføring, kunne gæsterne tillade sig at have ro i sindet.

Det endte med en midtjysk pligtsejr, og FC Midtjylland har dermed gjort rent bord siden premierenederlaget til Team Esbjerg.

Netop Team Esbjerg ligger side om side med midtjyderne i toppen af ligaen. Team Esbjerg vandt på hjemmebane med 31-23 over Silkeborg-Voel.

Dermed har sidste års nummer et og to begge 14 point for otte kampe.

/ritzau/