Midtjyske læger klar til at indlevere ydernumre

Det står klart, efter at 640-650 praktiserende læger i Region Midtjylland torsdag aften var samlet i Silkeborg for at tage stilling til anbefalingen fra bestyrelsen i Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

»Der var 95,3 procent af de fremmødte, der bakkede op og sagde ja til at følge anbefalingen fra vores bestyrelse om at deponere ydernumrene,« siger formand for de praktiserende læger i den midtjyske region, Karsten Svendsen.

Én procent af de fremmødte læger stemte nej, mens tre procent svarede »Ved ikke«.

Karsten Svendsen er ikke overrasket over, at et stort flertal af lægerne i regionen vil indlevere ydernumrene.

»Sundhedsminister Astrid Krag placerer magten over vores lægepraksisser hos sig selv, hos regionerne og kommunerne,« siger Karsten Svendsen.

Regeringen har fremsat lovforslag, der forlænger den nuværende overenskomst med lægerne et år til 1. september 2014. Samtidig sætter lovforslaget nogle nye rammer for den almene praksis.

Men lægerne finder, at rammerne er alt for stramme og vil fratage dem magten over deres egne lægeklinikker.

»Det, jeg håber på nu, det er, at regeringen tager lovforslaget af bordet eller får det ændret radikalt. Hvis ikke det sker, må vi gå ud og blive selvstændige,« siger Karsten Svendsen.

Spørgsmål: Frygter du ikke, det kan blive svært at få ydernumrene tilbage igen?

»Hvis politikerne efter 1. september får lyst til at snakke med os, så vil vi stille som betingelse, at vi får vores ydernumre igen,« siger Karsten Svendsen.

Praktiserende læger har på medlemsmøder i Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden de seneste dage stemt massivt for at indlevere deres ydernumre.

Tirsdag 21. maj afholdes det sidste af de regionale medlemsmøder, og denne gang finder det sted i Aalborg.

Derefter har Praktiserende Lægers Organisation indkaldt til stormøde 28. maj i Odense for alle praktiserende læger.

Dagens Gossip