Midtjyske landsbyer bobler af initiativ og idérigdom

Det er toppen af midtjysk landsbyliv der kommer til syne, når man læser de ni indstillinger til regionens landsbypris 2013. De har nemlig ikke tænkt sig at tabe til landsbydøden – hverken i Alken, Arnborg, Borbjerg-Hvam, Bækmarksbro, Hou, Nørager, Serridslev, Sparkær eller Stauning.
Tværtimod har borgerne i de små landsbysamfund, der huser mellem 238 og 1.403 indbyggere, taget kampen op for at bevare deres lokale dagligvarebutik, deres skoler og deres plejehjem.

Mange gode initiativer
Nogle har i fællesskab købt deres købmandsbutik, og andre har reddet deres skole ved at etablere en frivillig ordning med elevtransport fra omegnsbyerne. Endnu andre har omdannet et dødsdømt kommunalt plejehjem til et friplejehjem og således sikret både arbejdspladser og et sted at bo til de gamle, så de ikke behøver at forlade landsbyen for at få den nødvendige hjælp.
Og så har de etableret små og større turistattraktioner og samlingssteder – eksempelvis kan man i Nørager arrangere koncert og spisning i byens metalforarbejdningsvirksomhed, mens man i Alken kan besøge Mossø og mødes i en renoveret lade.

Måles på resultater
Region Midtjyllands landsbypris, der ledsages af 150.000 kroner, er et led i indsatsen for en region i balance. Prisen skal fremhæve landsbyer, der er i udvikling og kan inspirere andre til at blive eftertragtede steder at bo, arbejde eller drive virksomhed.
For at kunne komme i betragtning til prisen må landsbyerne ikke have over 2.000 indbyggere. De bliver blandt andet bedømt på, om de kan fremvise stigende indbyggertal eller har vendt en negativ udvikling, og om de har gennemført større initiativer, der viser nye veje. Alt sammen noget, der skal være sket inden for de seneste tre-fem år. Der ses også på, hvorvidt landsbyerne har saneret, fornyet eller på andre måder forbedret det fysiske miljø. Som noget nyt er det besluttet også at se på, om landsbyens udvikling er baseret på en planlagt udviklingsindsats.

Afgørelse i februar
De ni indstillinger, som er kommet fra regionens LAG’er (Lokale Aktions Grupper) eller kommuner går nu videre til en dommerkomité, og på baggrund af dennes vurderinger vil Regionsrådet for Region Midtjylland i løbet af februar afgøre, hvem der skal modtage prisen.

Dagens Gossip