Mie Ø. bliver svær at hamle op med for konkurrenterne

Skrevet af admin

20/08/2014

Mest læste i dag

Der skal en ekstraordinær indsats til fra konkurrenterne, hvis de skal true den EM-guldmedalje på 100 meter ryg, som der står Mie Ø. Nielsen på.

Aalborg-svømmeren demonstrerede overskud i onsdagens semifinale, da hun distancerede alle konkurrenter med mindst seks tiendedele og tiden 59,51 sekunder.

- Det var det, jeg gerne ville svømme. Mit mål var at ligge på 59 sekunder og en sjat, og det lykkedes jo, siger Mie Ø. Nielsen.

Hun svømmede første semifinale og gik ikke hen til de ventende journalister, før hun havde set, hvordan den anden semifinale endte.

- Jeg var jo nysgerrig efter at se, hvad de andre kunne, og så var jeg jo nysgerrig efter at se, hvilken placering, min tid rakte til.

Det passer mig rigtigt godt, at jeg fik bedste tid, for så kan jeg ligge i midten og kontrollere det, og det vil jeg gerne, siger hun.

Den 17-årige rygsvømmer udelukker ikke, at hun kan barbere yderligere et par tiendedele af sin tid i finalen og måske overgå sin nordiske rekord fra april på 59,36 sekunder.

- Der er altid mere at give af. Jeg skal jo svømme den tre gange, og det er der selvfølgelig disponeret efter. Jeg skulle gerne kunne give den endnu mere gas i finalen, lover hun.

Mie Ø. Nielsens værste konkurrenter til guldet bliver formentlig ungarske Katinka Hoszu, der svømmede hurtigst i indledende, og briten Georgia Davies, der svømmede 59,58 sekunder ved Commonwealth Games for et par uger siden.

/ritzau/