Mie Ø. Nielsen er semifinale-klar i 50 meter ryg

Skrevet af admin

06/12/2014

Dagens topnyheder

Den danske svømmer Mie Ø. Nielsen klarede sig lørdag morgen videre fra indledende heat i 50 meter ryg ved kortbane-VM i Qatar.

Det 18-årige talent tilbagelagde de 50 meter i tiden 27,09 sekunder og blev dermed nummer tre i sit heat. Samlet er hun videre til semifinalerne i tiendebedste tid.

Den bedste tid blev sat af australieren Emily Seebohm. Hun kom ind i tiden 26,07.

Mie Ø. Nielsen var en del af den danske holdkap, der fredag vandt guld i 4x50 meter medley i verdensrekordtid.

Også Jeanette Ottesen svømmede sig som ventet videre fra indledende heat. Det skete i 100 meter butterfly, da hun vandt sit heat sikkert i tiden 56,54 sekunder.

Det var bedste tid af alle i de indledende heats, hvor Ottesen var blandt storfavoritterne til at gå videre. Selvom hun ikke svømmede sig ud, var der aldrig tvivl om det videre avancement.

Svenske Sarah Sjöström satte næsthurtigste tid i sit heat med 56,56 sekunder.

Ottesen vandt fredag sølv på den halve distance efter netop Sjöström, og hun var også en del af den danske holdkap, der satte verdensrekord i 4x50 meter medley fredag, hvilket også har sat sig sine spor

- Jeg er rigtig træt efter i går. I går havde jeg fem starter uden pause. Det var en lang dag. I aften skal jeg heller ikke svømme hurtigt for at spare på kræfterne og komme mentalt ovenpå, siger Ottesen til TV2.

Pernille Blume svømmede sig som tredje dansker videre til aftenens semifinaler i 50 meter fri.

Også Danmarks måske største medaljehåb, Rikke Møller Petersen, skal i vandet senere lørdag. Allerede fredag kvalificerede hun sig til finalen i 100 meter bryst.

/ritzau/