Mie Ø. Nielsen må nøjes med bronze i 50 meter ryg

Det lykkedes ikke for den 17-årige danske svømmer Mie Ø. Nielsen at vinde sin anden individuelle guldmedalje ved EM i svømning.

Ved langbanemesterskabet i Berlin stillede hun op blandt guldfavoritterne i 50 meter ryg, men hun måtte nøjes med en bronzemedalje, da hun svømmede i 27,87 sekunder.

Det var seks hundrededele af et sekund langsommere end den vindende brite Francesca Halsall.

- Indslaget var ikke så godt, og jeg havde heller ikke ordentligt fat i vandet, men det sker en gang imellem.

- Jeg er godt tilfreds med bronze. Det er to rigtig gode sprintere, jeg tabte til, og 50 meteren er ikke det, jeg primært satser på. Så det er okay.

- Ved EM på kortbane i Herning fik jeg ingen medalje på 50 meter, så på den måde er det en forbedring. Men tiden her var ikke så god, som jeg havde håbet, siger Nielsen, der i semifinalen faktisk var ni hundreddele hurtigere med en tid, der ville have rakt til guld.

Også sølvet blev britisk, det gik til Georgia Davies, der svømmede i 27,82.

Aalborg-svømmeren havde ellers kvalificeret sig i hurtigste tid, men det kunne hun ikke gentage i finalen. Det var første gang i seks individuelle starter ved dette EM, at hun blev slået.

Søndag har Mie Ø. Nielsen dog chancen for at vinde endnu en guld, når hun er en del af kvindernes 4x100 meter medley.

/ritzau/

Dagens Gossip