Miele får millionbøde for konkurrencefusk

Hårde hvidevareleverandøren Miele har fået en bøde på 1,2 millioner kroner for at overtræde konkurrenceloven. Samtidig har to personer fra ledelsen hver accepteret bøder på 20.000 kroner. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen torsdag.

Bøderne er givet, fordi Miele - ved at indgå ulovlige prisaftaler - har begrænset forbrugernes mulighed for at forhandle sig frem til lavere priser på Mieles produkter. Miele har i en række tilfælde aftalt med forhandlere, at de skulle hæve priserne på Mieles produkter. Og i mindst ét tilfælde har Miele medvirket til at hindre parallelimport.

"Ved at aftale priserne på produkterne og ved at hindre parallelimport har Miele begrænset konkurrencen på det danske marked for hvidevarer," skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Lovovertrædelserne fandt sted i en periode på mindst et år og ophørte i henholdsvis midten af 2009 og marts 2010.

Efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde gennemført en kontrolundersøgelse, politianmeldte styrelsen i 2011 Miele for brud på konkurrencereglerne.

Bødens størrelse afspejler blandt andet, at Miele efterfølgende har samarbejdet med myndighederne i forbindelse med efterforskningen af sagen.

”Miele har med sin adfærd hindret en række forhandlere i at konkurrere på lavere priser. Det er til skade for forbrugerne, som kan have betalt mere for Mieles hvidevarer, end de ellers ville have kunnet forhandle sig frem til,” siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carsten Smidt.

Dagens Gossip

Dagens TV