Migranter åbner ny port mellem Slovenien og Østrig

Skrevet af admin

19/09/2015

Dagens topnyheder

Der er i løbet af lørdagen ankommet omkring 150 migranter og flygtninge fra Slovenien til Østrig. Politiet siger, at de har krydset grænsen forskellige steder.

De 150 mennesker er foreløbig bragt til et Røde Kors-center i Spielfeld i det sydlige Østrig.

Dermed ser en ny rute for de tusindvis af mennesker, der bevæger sig op igennem Europa for at komme til Nordeuropa og søge asyl, at være åbnet.

Østrigs politi forventer, at der nu kommer flere migranter og flygtninge denne vej.

I de seneste dage har Ungarn opført hegn langs sine grænser for at holde bølgen af migranter og flygtninge fra blandt andet Nordafrika og Mellemøsten ude.

Det har medført, at de tusindvis af mennesker, hvoraf de fleste er kommet til Europa ved at krydse farvandet mellem Tyrkiet og de græske øer, ikke længere kan rejse igennem Ungarn for at komme til Østrig, Tyskland og Skandinavien.

Netop Tyskland og de skandinaviske lande synes at være målet for de fleste.

Det betyder, at trafikken igennem Serbien til Ungarn er stilnet af, men i stedet er der kommet flere migranter og flygtninge til Kroatien, hvorfra mange har forsøgt at komme ind i Ungarn.

Men Ungarn har også opført et grænsehegn på et stykke af den fælles ungarsk-kroatiske grænse.

Nu ser det ud til, at nogle har bevæget sig fra Kroatien igennem Slovenien til Østrig. Både Kroatien og Slovenien er EU-lande, og Slovenien er også Schengenland, altså et land, der deltager i den pasfri zone.

Slovenien er dermed en ydergrænse i Schengen med forpligtelser til at føre grænsekontrol.

Den slovenske premierminister, Miro Cerar, har tidligere sagt, at det er hans lands pligt at bevogte Schengenzonen med kontrol.

Han har også sagt, at Slovenien, der blot har to millioner indbyggere, muligvis vil oprette korridorer for flygtninge og migranter, der vil videre.

I sidste uge sagde Østrigs indenrigsminister, Johanna Mikl-Leitner, der tilsyneladende forberedte sig på en flygtningetrafik via Slovenien, at Østrig vil introducere grænsekontrol i den sydlige del af Østrig.

/ritzau/AFP