Migranter flygter fra Ungarns flygtningecentre

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Hundredvis af migranter brød ifølge Reuters fredag ud fra et flygtningecenter i det sydlige Ungarn og andre begav sig til fods ud af hovedstaden Budapest.

Samtidig fortsatte myndighederne krisedrøftelser om migrantkrisen, der har bragt Europas asylsystem på sammenbruddets rand.

Ungarsk politi siger, at de har sat efter omkring 300 migranter og stoppet al trafik på en motorvej nær et flygtningecenter i Roszke nær landets sydlige grænse til Serbien.

Myndighederne siger, at yderligere 2300 migranter i flygtningecentret truer med at bryde ud, og det statslige nyhedsbureau MTI siger, at snesevis af andre er flygtet fra en anden lejr vest for Budapest i byen Bicske.

De ungarske myndigheder siger, at de håndhæver EU's regler om, at de skal registrere alle migranter, der har krydset landets grænser, men tusindvis afviser at lade sig registrere og kræver at få lov til at fortsætte deres rejse til Vesteuropa - væk fra krig og fattigdom i Mellemøsten, Afrika og Asien.

Mange er flygtninge fra Syrien.

I Bicske har 500 migranter tilbragt over et døgn på et tog, som holder på den lokale togstation. De nægter at adlyde politiets ordre om at stige ud og begive sig hen til et flygtningecenter.

"Ingen lejr. Ikke Ungarn. Frihedstog," har nogen af migranterne skrevet med barberskum på siden af toget.

I Budapest har parlamentet taget skridt til at stramme lovgivningen ved at skære antallet af illegale migranter ned til nul den 15. september gennem oprettelse af "transit-zoner". Her skal migranter tilbageholdes, mens deres sager bliver behandlet.

De vil blive deporteret, hvis de nægter at samarbejde, og fængselsstraf vil blive givet til dem, som krydser grænser uden tilladelse eller som ødelægger et hegn langs den 175 kilometer lange grænse til Serbien.

/ritzau/Reuters