Migrationsmyndigheder i Malmø: Det har været en rolig nat

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

Antallet af nytilkomne flygtninge er dalet betydeligt det seneste døgn i Malmø, hvor 42 mennesker i løbet af natten har søgt asyl.

- Natten har været relativt rolig på Migrationsverket i Malmø, siger Rexhep Hajirizi, som er beredskabsansvarlig på stedet.

- Vi ved ikke, om det holder. Det beror på udviklingen i Danmark og Tyskland. Måske finder de vej hertil direkte fra Tyskland til Sverige, siger Hajirizi.

De svenske toldmyndigheder stoppede i løbet af natten tre køretøjer på mistanke om menneskesmugling.

Fire personer er anholdt af politiet, fortæller vagthavende hos toldvæsnet. Politiet har ifølge nyhedsbureauet TT ikke bekræftet dette.

Tirsdag registrerede de svenske migrationsmyndigheder 230 asylansøgere. Det skete i forlængelse af meldinger fra dansk politi om, at 300 flygtninge eller migranter var sporløst forsvundet.

Frivillige fra hjælpeorganisationer hjalp de nytilkomne på centralstationen i Malmø. Flere af dem er allerede rejst videre til Stockholm og Göteborg.

Dansk politi mener, at privatpersoner har hjulpet mange videre til Sverige.

Der er ingen kontrol på den danske side af Øresundsbroen. På den svenske side af broen har toldvæsnet pågrebet flere end 15 personer den seneste uge mistænkt for menneskesmugling.

/ritzau/TT