Mike Jensen droppet - Agger er tilbage

Midtbanespilleren Mike Jensen, der spillede de første 78 minutter i testkampen mod Polen tidligere på måneden, er blevet droppet af Morten Olsen.

Landstræneren havde mandag ikke Mike Jensen med i truppen, som i næste måned spiller VM-kvalifikationskampe ude mod Malta og Armenien. Mike Jensen er den eneste fra startopstillingen mod Polen, der er blevet fravalgt.

Morten Olsen vil i løbet af ugen efterudtage tre-fire spillere yderligere, så Mike Jensen kan fortsat nå at komme med, men landstræneren siger, at fokus primært er på spillere til de offensive pladser på holdet.

Til gengæld er der comeback til anfører Daniel Agger, som skadet meldte fra til Polen-kampen, hvor Danmark tabte 2-3.

Skadesplagede Leon Andreasen, som også missede Polen-kampen med en skade, er også udtaget denne gang. Det samme gælder Niki Zimling. Han sad ligeledes over mod Polen med en skade.

FC Københavns offensivspiller Nicolai Jørgensen og Aston Villa-forsvarsspilleren Jores Okore er de andre to nye i truppen.

Foruden Mike Jensen er Emil Larsen, Nicki Bille Nielsen, Jannik Vestergaard og Kasper Kusk røget ud af truppen.

Her er den foreløbige bruttotrup:

* Målmænd: Stephan Andersen, Kasper Schmeichel og Jesper Hansen

* Forsvarsspillere: Lars Jacobsen, Nicolai Boilesen, Peter Ankersen, Simon Kjær, Andreas Bjelland, Daniel Agger og Jores Okore

* Midtbanespillere: William Kvist, Niki Zimling, Casper Sloth og Leon Andreasen

* Offensivspillere: Christian Eriksen, Martin Braithwaite, Nicklas Pedersen, Viktor Fischer, Michael Krohn-Dehli og Nicolai Jørgensen

Kampene mod Malta og Armenien spilles henholdsvis 6. og 10. september.

/ritzau/

 

Dagens Gossip