Mike Tyson finder inspiration hos Mussolini

En ting er, at den tidligere elitebokser Mike Tyson har lagt mundtøj til nummeret "Icon" fra popdronningen Madonnas seneste plade.

Noget, der er mindst lige så skørt, er, at det tilsyneladende var den tidligere italienske fascistdiktator Benito Mussolini, der fungerede som Tysons muse under indspilningerne.

Det forklarer han til Rolling Stone.

- Når jeg synger, tænker jeg for eksempel på en fyr som Mussolini, som er virkelig arrogant, samtidig med jeg forsøger at komme fra et positivt sted og være opløftende. Du ser Mussolini i fjernsynet, han er så tryllebindende. Jeg prøver at tænke på mig selv som værende på den måde, fortæller han lettere chokerende.

Den 48-årige tidligere verdensmester i sværvægtsboksning har dog ikke tænkt sig at stoppe ved Mussolini.

- Man kan tage noget positivt med sig fra at kigge på Mussolini. Intet under, at Hitler var draget af ham. Han havde den her gadeklogskab, han bevægede sine hænder og sit hoved lang tid før, det blev hiphop, fortsætter Tyson.

Om eksbokseren har fået andre "gode" idéer ved at nærstudere Mussolini og Hitler melder historien dog intet om.

Newspaq

Dagens Gossip