Mikkel Bødker leverer assist i Arizona-sejr i NHL

Skrevet af admin

08/01/2016

Mest læste i dag

Ishockeyspilleren Mikkel Bødker og Arizona Coyotes fik sejren med hjem fra udekampen mod Calgary Flames, da de to hold mødtes natten til fredag dansk tid i NHL-ligaen.

Arizona vandt kampen 2-1 blandt andet efter en assist af Mikkel Bødker. Den faldt ved 1-1-scoringen knapt to minutter før udløbet af første periode.

Danskeren sendte pucken på tværs til Anthony Duclair, der fandt Oliver Ekman-Larsson, hvis afslutning blev rettet af og snød Karri Ramo i Calgary-målet.

Arizona Coyotes er nummer to i Pacific Division med 44 point for 40 kampe, mens Calgary Flames er nummer fire med 40 point for 40 kampe.

Nikolaj Ehlers blev noteret for en assist, da Winnipeg Jets efter straffeslag tabte 1-2 ude til Dallas Stars.

Danskeren var med i opspillet, da Mathieu Perreault udlignede til 1-1 i anden periode.

Da der ikke blev scoret yderligere i den ordinære spilletid og i forlængelsen, måtte holdene ud i straffeslag.

Her scorede Dallas på to af holdets tre forsøg, mens Winnipeg kun formåede at score en enkelt gang.

Trods nederlaget får Winnipeg et point ud af kampen, mens Dallas får to point, og det var ikke helt dårligt for gæsterne.

Dallas er nemlig suverænt tophold i Central Division med 62 point for 43 kampe, mens Winnipeg er sidst i samme division med 41 point for 41 kampe.

Frans Nielsen og New York Islanders tabte 1-4 hjemme til Washington Capitals, der topper Metropolitan Division med 63 point for 40 kampe.

Islanders er nummer to med 49 point for 41 kampe.

/ritzau/