Mikkel H. om kåring: De havde vist ikke set kampen

Mikkel Hansen blev mandag aften kåret af det europæiske håndboldforbund, EHF, til kampens spiller i 28-24-sejren ved EM over Ungarn.

Danmarks største stjerne afleverede straks den medfølgende gave - et ur - til holdkammeraten Thomas Mogensen. Dagen derpå fortæller Hansen, at han ikke helt forstår, hvorfor EHF gav prisen til ham.

- Det var vel meget simpelt. Mogensen havde spillet den bedste kamp, og man kunne med det blotte øje se, at jeg ikke spillede min bedste kamp. Jeg synes, at han fortjente den, siger Mikkel Hansen.

Spilleren fra Paris Handball er ikke helt sikker på, at EHF havde fulgt godt nok med i kampen mod Ungarn.

- Måske glemte de at se halvdelen af kampen. Mogensen fortjente at være kampens spiller.

Mikkel Hansen mener ellers, at EHF har haft meget godt styr på udvælgelsen af kampens spiller under EM-turneringen.

- Det er første gang i vores kampe, hvor jeg ikke synes, at det var helt korrekt.

- Jeg har ikke fulgt godt nok med i de andre kampe under EM til at sige, om det er de rigtige spillere, der blive udnævnt, siger Hansen, der ikke går så meget op i kåringerne efter EM-kampene.

- Jeg ved ikke, om vi spillere er ligeglade, men vi ved godt selv, om vi har spillet en dårlig eller god kamp, siger han.

Mikkel Hansen er blevet brugt en hel del i Danmarks første fem kampe ved EM, og han kan være en af de spillere, som landstræner Ulrik Wilbek vil spare til onsdagens betydningsløse opgør mod Island.

- Jeg har det fint nok. Jeg har fået lov til at slappe mere end rigeligt af indtil nu, så det vil ikke gøre mig noget at spille. Men omvendt kan jeg også godt se meningen i det andet, siger Mikkel Hansen.

Danmark spillede sig med mandagens sejr over Ungarn videre til semifinalerne, hvor Kroatien meget lige nu tegner til at blive modstanderen.

/ritzau/

Dagens Gossip