Mikkel Hansen: Der er lang vej til OL-succes

Mikkel Hansen er en af dem, som skal sprudle for at sikre dansk håndboldsucces ved OL i Rio, og han er optimistisk inden sit tredje OL og søndagens åbningskamp mod Argentina.

- Jeg synes, vi har et godt hold. Men der er også lang vej. Vi skal møde masser af gode hold og levere varen. Det her adskiller sig meget fra et normalt mesterskab.

- Folk ser ud til at være i god form, så jeg tror på, at vi kan nå langt, hvis vi som gruppe formår at være der hver evigt eneste gang. Men vi ved også alle sammen, at det bliver rigtig svært, siger Mikkel Hansen.

Hans Lindberg, som også var med i London og Beijing, er med i truppen som reserve, og han hungrer også efter OL-succes.

- Det er en kæmpe målsætning. Det ville være fantastisk, hvis vi kunne tage en medalje her. Så må vi se, hvilken en af slagsen det skal være. Det er en ting, der er meget specielt.

- Der er otte hold, der har mulighed for at nå helt til tops, og det viser bare, hvor tæt det er. Du kan se på de sidste to OL, hvor tæt på vi har været, og alligevel er vi røget ud i en kvartfinale, advarer Lindberg.

Opgøret mod Argentina går i gang søndag klokken 19.40.

/ritzau/

Dagens Gossip