Mikkel Hansen efter ny EM-sejr: Det var for ukoncentreret

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Mikkel Hansen er ikke helt tilfreds trods landsholdets sikre sejr på 33-29 over Tjekkiet i den sidste gruppekamp ved EM.

Stjernen fra Paris Handball mener, at danskerne lod tjekkerne komme til lidt for mange mål.

- Vi var ukoncentrerede i perioder. Det kan jeg i hvert fald sige for mig selv. Det er ikke godt nok, mener Mikkel Hansen.

På lørdag gælder det de spanske verdensmestre, som for et år siden slog danskerne i VM-finalen. Spanierne har vundet samtlige tre kampe i gruppe B, så der venter en svær opgave.

- De er rigtig gode og har et sammenspillet hold, som har fået selvtillid.

- De er lidt ligesom os. De har 16 - måske 18 - gode spillere, som de udnytter, ligesom vi gør. Forsvaret dækker godt op, og de kommer hurtigt op af banen, siger Mikkel Hansen.

Han har svært ved at vurdere, hvilket af de to hold, der har vist det højeste niveau hidtil ved EM.

- Vi er ikke blevet presset helt vildt endnu. Vi har ikke været bagud med to mål med 10 minutter igen, men i stedet været i front hele vejen igennem.

- Får vi en god start mod dem, så kommer publikum også med os, og der er tryk på modstanderne.

Spanien slog sidste år Danmark 35-19 i VM-finalen, men Mikkel Hansen vil ikke tale om hævn.

- Vi skal ikke tænke på hævn og revanche, for så bliver vi måske overtændte. Vi skal finde det rigtige spændingsniveau, og det har vi været gode til foreløbig i turneringen, siger Paris-stjernen.

/ritzau/