Mikkel Hansen: Kan ikke mærke knæet

Mikkel Hansen fik ingen spilletid i VM-kampene mod Qatar og Chile, fordi stjernespilleren for en sikkerheds skyld blev skånet, efter han har bøvlet med knæproblemer i efteråret.

Danmark er efter fire sejre ved VM sikker på at gå videre til 1/8-finalen fra gruppe B's førsteplads, så fredagens sidste gruppekamp mod Makedonien kunne være endnu en lejlighed til at spare Mikkel Hansen.

Men Paris Handball-profilen ser ingen grund til at bekymre sig om knæet i denne turnering.

- Nej, hvorfor skulle der være det? Jeg kan overhovedet ikke mærke problemer. Så det er fint, beroliger Mikkel Hansen.

Landstræner Ulrik Wilbek har også tænkt sig at gøre brug af Mikkel Hansen mod Makedonien.

- Det tror jeg bestemt. Det er i dette tilfælde en snak mellem sundhedsgruppen, Mikkel og jeg, men jeg tror helt bestemt, at Mikkel spiller i morgen.

- Det er jeg faktisk sikker på, han gør, siger Wilbek.

Han vil forsøge at bruge alle sine spillere i sådan cirka halvdelen af kampen mod Makedonien, så alle kræfter bliver doseret inden søndagens 1/8-finale.

- Vi kan godt oppe os lidt i forsvaret og også gøre det lidt skarpere i både kontraspillet og i angrebet. Det håber jeg nu nok skal komme, siger Mikkel Hansen.

I onsdagens 36-28-sejr over Island fungerede angrebsspillet langt bedre end forsvarsspillet, som tillod den islandske stregspiller Kari Kristjan Kristjansson at score otte mål.

- Spillet ser fint ud. Vi havde lidt problemer i forsvaret, og Islands streg gjorde det fint. Men vi lykkedes med at vinde med otte mål over en stor rival, vi har her til VM. Og det er et hold, vi tidligere har haft svært ved at vinde over.

- Det er et hold, som kæmper utroligt meget. Så jeg synes, det var en god præstation, mener Mikkel Hansen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV