Mikkel Hansen og Paris Handball er næstsidst i CL

Skrevet af admin

20/10/2013

Dagens topnyheder

Der er pumpet masser af penge i Paris Handball, men investeringen har indtil videre ikke rigtigt tjent sig ind i denne sæson - i hvert fald slet ikke i Champions League.

Mikkel Hansen og holdkammeraterne har haft svært ved at få spillet til at lykkes, og søndag løb holdet ind i en ny skuffelse, da det hjemme blev til nederlag på 29-33 mod Barcelona.

Mikkel Hansen lavede fire mål, mens landsholdskammeraten Jesper Nøddesbo scorede tre gange for gæsterne i den anden ende. Siarhei Rutenka blev kampens topscorer med otte mål for spanierne.

Resultatet betyder, at Paris ligger næstsidst i gruppen med tre point efter fire kampe i gruppen, hvor kun de fire bedste går videre til knockout-fasen. Barcelona derimod fører gruppen med syv point.

I den franske liga er Paris Handball dog nummer ét efter blot at have sat et enkelt point til i sine første seks kampe.

To af kampene er dog blot vundet med ét mål, og derudover måtte holdet nøjes med en tredjeplads i opvarmningsturneringen Trophée des Champions, der blev spillet i begyndelsen af september inden sæsonstart.

/ritzau/