Mikkel Hansen så på i første liganederlag til Paris

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Mikkel Hansen var hårdt savnet i onsdagens topkamp i den franske håndboldliga, hvor Paris Handball for første gang i sæsonen måtte forlade banen som tabere.

Hjemmeholdet Dunkerque, der inden kampen lå nummer tre i tabellen, vandt 25-21 efter en kamp, hvor gæsterne aldrig fik spillet til at fungere.

Mikkel Hansen startede opgøret på bænken og fik kun få minutter på banen midtvejs i første halvleg, inden han igen blev skiftet ud.

Han døjer formentlig med efterveerne af det skud, der ramte ham i hovedet i Champions League-kampen mod Wacker Thun forrige lørdag.

Det var i hvert fald det, der holdt ham ude af weekendens opgør mod Metalurg fra Minsk.

Om det også var derfor, at Paris Handball spillede så skidt, skal være usagt. Men gæsterne var konstant på hælene, og så havde de enormt svært ved at overliste en fremragende Vincent Gerard i Dunkerque-målet.

Han nåede op på lige knap 30 redninger i kampen og parerede blandt andet et straffekast med ansigtet kort før tid ved stillingen 22-20.

Resultatet betyder, at Paris og Dunkerque ligger lige med 19 point for 11 kampe, dog har pariserne en bedre målscore.

Det var Dunkerques anden store skalp på seks dage. Lørdag gik det i Champions League ud over polske Vive Targi Kielce, der tabte 25-30.

/ritzau/