Mikkel Hansen: Vigtigt at holde fokus ved OL

Skrevet af admin

11/04/2016

Mest læste i dag

Mikkel Hansen har to gange deltaget ved OL, og til sommer venter et tredje eventyr på ham, når håndboldherrerne jagter en medalje i Rio.

Den 28-årige venstreback kender alt til den anderledes atmosfære, der er ved OL, når man sammenligner med de slutrunder i EM- og VM-regi, som landsholdet ellers spiller.

- Ved OL er der mange forstyrrende elementer, herunder andre sportsudøvere, som det er spændende at tale med.

- Men når man skal spille kamp, er det meget godt, at vi er i vores egen gruppe.

- Der er mange forstyrrende ting, og det skal vi have snakket om. Jeg ved ikke, om vi skal lave nogle retningslinjer, men vi skal i hvert fald tale om, hvordan vi får mest ud af OL, og hvordan vi formår kun at fokusere på at spille vores egne kampe, siger han.

Mikkel Hansen mener, at det er meget op til den enkelte at vurdere, hvordan man lader op mellem kampene i den mængde af tilbud, der er under OL, så længe man leverer varen i kampene.

Samme holdning har Rasmus Lauge, der var med ved OL i London for fire år siden.

- Det er en kæmpe begivenhed. Der er verdensstjerner i alle discipliner, og man skal lige komme ned på jorden, ikke blive alt for "starstruck" og ikke fokusere på alt muligt andet.

- Man skal selvfølgelig have det sjovt og slå hovedet lidt fra på hviledage. Men vi har fokus på, at vi skal levere, siger han.

Det er syvende gang, at det mandlige danske håndboldlandshold skal deltage ved OL.

Det bedste resultat er en fjerdeplads ved OL i Los Angeles i 1984.

I London i 2012 tabte holdet til Sverige i kvartfinalen.

/ritzau/