Mikkel har været i 2. division

Selvom boksesporten ofte er fyldt med klichéer og en masse opblæste udmeldinger, så var det egentligt ganske roligt, lige indtil Kesslers træner Jimmy Montoya fik ordet.

- Forskellen på Mikkel og Carl er, at Mikkel kan finde ud af at stoppe sin modstander. Han har det ene slag, der ødelægger den anden, sådan et slag har Carl ikke. Det er ikke mangel på respekt at sige det, sådan er det bare, lød det fra Mikkel Kesslers træner, Jimmy Montoya.

Skarp svar fra Froch-lejren

Det fik efterfølgende Carl Froch’ træner igennem mange år, Robert McCracken, til at tage ordet.

- Det er godt at høre fra Jimmy, og meget af det han tidligere har sagt giver ganske god mening, men det her er jo noget sludder. I øvrigt ved Jimmy udmærket godt, hvem af de to boksere, der har haft de vanskeligste kampe, siden Carl og Mikkel sidst mødtes. Carl har udelukkende mødt boksere i verdensklasse, mens Mikkel har haft det nemt. Det er vel som at sige, at Carl har været i Premier League, mens Mikkel har været i 2. division. Vi skal ikke lyve for nogen, det er sådan, det er, sagde Froch’ træner, Robert McCracken.

Faktum er da også, at Mikkel Kessler siden de to supermellemvægteres møde i Herning ikke har mødt alvorlig modstand. Det er ikke det samme som at sige, de har været dårlige, Carl Froch har bare mødt sværere og mere respekterede modstandere.

Mens 34-årige Mikkel Kessler har bygget sig selv op igen efter sin slemme øjenskade, har 35-årige Carl Froch mødt folk som Arthur Abraham, Glen Johnson, Andre Ward og Lucien Bute. I alt har Froch været i kamp fem gange, mens Kessler har været det tre gange. Det gør naturligvis også, at Carl froch har været igennem langt flere omgange, men det er ikke en entydig fordel, måske tværtimod.

- Carl har været igennem 40 omgange, mens Mikkel har haft 13. Det betyder så også, at Mikkel ikke er så slidt som Carl. Det er en fordel for Mikkel, sagde Kesslers træner, Jimmy Montoya, der efterhånden er træt af at høre, at udebanen skulle være en ulempe for Mikkel Kessler.

- Det er ikke dumt at komme her til London. Mikkel har bokset over hele verden og har ingen grund til at være bange. Og lad os lige mindes om at han jo ikke bokser mod hele England, han bokser mod en enkelt mand, sagde Montoya.

En kæmpe kamp

På pressemødet blev det også tydeligt, at revanchekampen Mellem Carl Froch og Mikkel Kessler er en ganske stor begivenhed i England. Sky Sports dækker hele forløbet massivt, og resten af de britiske medier følger også med. I virkeligheden er det her det største, Mikkel Kessler kunne have ønsket sig på nuværende tidspunkt i karrieren. Rent sportsligt ville et møde med den onde ånd Andre Ward nok være større, men i forhold til opmærksomhed ville sådan en kamp aldrig nå op på siden af Froch vs Kessler II.

Heldigvis for danskeren peger den heldige pil i hans retning. Ved det sidste store pressemøde inden lørdagens kamp i London skulle der trækkes lod foran den fremmødte presse. Vinderen af den lodtrækning fik selv lov til at bestemme, om han ville gå først eller sidst ind i O2 Arena lørdag omkring midnat.

Kessler først i ringen

Fordelen tilfaldt Kessler og efter lidt småsnak med sin promotor, Kalle Sauerland, valgte Kessler at gå sidst ind, hvilket så betyder, at han så bliver præsenteret først oppe i ringen med nationalmelodi.

Selvom Carl Froch altså tabte lodtrækningen, så var han hurtigt til at få vendt det til sin egen fordel.

- Jeg ville faktisk også helst gå først ind i salen. Så kan Kessler sidde inde i sit omklædningsrum og vente nervøst. Når han så kommer ind, står jeg deroppe og venter på ham. Det er ikke rart for ham, sagde Carl Froch, mens Kessler virkede lidt mere nervøs under hele presseseancen.

Dagens Gossip