Mikkel Kessler stopper ved 40

I marts næste år bliver Mikkel Kessler 34 år, og han kan samtidig fejre, at han runder 15 år som professionel bokser.

Den danske supermellemvægter, som sent i aften møder Brian Magee i Herning, har endnu ikke planlagt afslutningen på karrieren, men den kommer ikke til at blive lige så lang som visse andre bokseres.

- Jeg har bokset mange kampe og været igennem meget. Så hvorfor skulle jeg blive ved, spørger Mikkel Kessler, der har 45 sejre og to nederlag som professionel.

- Jeg bliver ikke en ny Bernard Hopkins eller Evander Holyfield, det har jeg slet ikke lyst til, siger danskeren med reference til to af boksningens legendariske skikkelser fra USA på henholdsvis 47 år og 50 år.

Bernard Hopkins var indtil april i år verdensmester i letsværvægt, mens Holyfield så sent som for fire år siden efter manges mening vandt en VM-kamp, men amerikaneren endte alligevel som taber på point mod russeren Nikolay Valuev.

Sidste år boksede Evander Holyfield sin foreløbig sidste kamp, da han stoppede Brian Nielsen i København.

Mikkel Kessler har gennem det meste af sin karriere døjet med diverse skader, blandt andet med ryg, hænder og øjne.

- Jeg har haft nogle skavanker, og jeg vil også gerne kunne stoppe, når jeg er 40 år og være lidt normal og kunne gøre nogle ting, siger danskeren.

Aftenens kamp mod nordirske Brian Magee gælder en mindre titel hos bokseforbundet WBA.

Mere attraktivt får vinderen mulighed for efterfølgende at udfordre WBA- og WBC-verdensmesteren Andre Ward, som Kessler tidligere har tabt til.

/ritzau/

 

Dagens Gossip