Mikkel og Paris måtte slide for CL-sejren

Derfor satser PSG også på succes i Champions League, hvor klubben er deltager i gruppespillet for første gang nogensinde. Men holdets debut blev mere besværlig end forventet.

Hjemme mod hviderussiske Dinamo Minsk kom Mikkel Hansen & co. nemlig på særdeles hårdt arbejde mod et overraskende velspillende udehold, der længe var foran i opgøret i den franske hovedstad.

Således førte Dinamo 22-19 midt i anden halvleg mod et PSG-mandskab, der trods en perlerække af landsholdsprofiler ikke kunne få angrebet til at hænge sammen, ligesom defensiven haltede over for de hurtigt spillende hviderussere.

Med til historien hører også, at Dinamos serbiske målmand Dimitrije Pejanovic med en række superredninger længe gjorde livet rigtigt surt for Paris-skytterne.

Men en håndboldkamp varer nu engang 60 effektive minutter, og i det sidste kvarter trådte nogle af PSGs allerstørste profiler afgørende i karakter. Heriblandt Mikkel Hansen, der her leverede et par vigtige scoringer. Men især fløjen Luc Abalo slog til i et par skarpe kontrastød, der slog den sidste luft ud af den hviderussiske modstand, så PSG i sidste ende kunne vinde 34-30.

Med stjerner som Igor Vori, Daniel Narcisse og Marko Kopljar ud over de allerede nævnte er PSG fortsat blandt favoritterne i gruppen til at gå videre efter gruppespillet til ottendedelsfinalerne. Men holdet skal levere på et langt højere niveau, hvis det franske mandskab skal opfylde forventningen om, at PSG også kan kandidere til en plads i det eftertragtede Final4-stævne i Køln, der afslutter den prestigefulde turnering i maj næste år.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV